Fragt
Høstrapport 2010
 
Vinteren var våd og ekstremt kold. Kombinationen af fugt og kulde (helt ned til –20 grader) medførte mange frostskader i vinmarkerne, især på de lavtliggende marker. Vinteren ville ingen ende tage, og frosten fortsatte helt ind i marts. April var smuk og varm hvilket medførte knopbrydning midt i april – fuldstændig som normalt.
 
Sommeren blev meget omskiftelig. Maj startede flot, med sol og varme, men endte i regn og blæst. Det samme skete i Juni. Juli bragte ikke megen nedbør, men startede meget varm, og endte kølig. August var uvant kølig og regnfuld, indtil den 23. – hvor vejret endelig artede sig med sol og varme – og det endda på et meget vigtigt tidspunkt. Høsten blev sat i gang den 15. september – lidt senere end normalt.
 
Det omskiftelige vejr førte en del coulure med sig. Coulure er på en måde vinplantens måde, at tilpasse sit udbytte. Lav grad af fotosyntese under blomstringen fører til, at planten smider nogle af drueklaserne. Blandt de færdighøstede drueklaser var også klaser med uens modnede druer. Der skulle sorteres en del for kun at få det bedste med. Derfor blev høstudbyttet lavere end normalt og endte på 30-35 hl/ha for Pinot Noir. Parcellerne med Chardonnay blev høstet med udbytter der lå mellem 20 og 50% under 2009. Syreindholdet i Chardonnay var flot og har givet friske og meget imødekommende vine.
skrevet af vinmager Franck Grux
 
 
Olivier Leflaive årgang 2009:
 
Det blev en stille og rolig vinter uden stormskader i vinmarkerne. Vinteren var dog kold, med temperaturer helt ned til minus 10 grader i januar og februar. Der kom en smule sne, men vandreserverne i vinmarkerne var ikke store før foråret satte ind.
 
Marts blev mild og tør og fremprovokerede en tidlig knopbrydning. 17. april blev vi ramt af kraftig hagl, hvilket reducerede udbyttet med 5-10%.
Blomstringen satte ind den 28. maj – 14 dage tidligere end i 2008. Juni og Juli blev våde og varme. Perfekte betingelser for oidium og meldug, så vi måtte konstant være på vagt. Til gengæld var vi glade for vandet, da markerne har været i underskud i en årrække. August blev tør og varm, modningen satte hurtigt ind og de første druer blev høstet allerede 5. september. Hele høsten foregik i smukt solskin – perfekte betingelser, og druerne var, røde som hvide, i noget nær perfekt stand.
Sukkerindholdet var højt, men ikke for højt, da det fik modspil af en sund og frisk syre. Årgangen gør sig særligt bemærket ved en helt uimodståelig delikat frugt. Et flot år både i rød og hvid.
 
Skrevet af vinmager: Franck Grux
 
Olivier Leflaive årgang 2008:

Vinteren var ikke særlig hård. Der var ingen tilfælde af frost, efter at spiringen begyndte i april 2008.
Foråret var tørt og varmt og blomstringen satte ind mellem 10. og 15. juni, hvorefter temperaturerne tog et gevaldigt dyk og hæmmede vækst-processen.
Dette førte til nogen millerandage (forskellig modningsgrad i klaserne), der primært berørte Chardonnay vinstokkene. Slutningen af juni, juli og august var præget af kraftig regn. Mens Oidium var forholdsvis let at holde i ave, så var mug en konstant trussel.
 
Tingene var kritiske. Vejrudsigterne blev ikke bedre i starten af september og vi stod med klaser der slet ikke var modne og høsten nærmede sig med raske skridt. Fra den 15. september satte smukt, tørt solrigt vejr ind og reddede årgangen fra at blive en katastrofe. Når det er sagt, så kunne seriøse og omhyggelige vinbønder producere vin af næsten fuldkommen sunde druer, vigtigste parameter var sortering.
 
Sidste druer blev høstet: 12. oktober
 
Kvalitet af 2008:
 
Chablis (Chardonnay):
Chablis havde enorm gavn af den lange modning, årgangen har skabt vine med stor typicitet, stil og frugt. Efter min mening en meget god årgang.
 
Côte de Beaune (Chardonnay):
Udbyttet var lavt. Meget lavt i de områder hvor sortering var mest nødvendig, for eksempel i Meursault. Sunde druer har resulteret i elegante, præcise vine. Æblesyren vil være lidt hård i vinenes ungdom, men vinene er godt strukturerede og vil kunne holde sig friske i mange år.
 
Côte de Beaune (Pinot Noir):
Druerne var længere om at tage farve end normalt og tanninen var længe meget hård, derfor var vi tvunget til at høste lidt senere end oprindeligt planlagt. Klaserne var sunde dog med små druer.
Hjulpet på vej af en streng sorterings proces (der resulterede i et tab på mellem 5 og 15% druer), viser vinene en smuk farve, indbydende frugt og tilfredsstillende tanniner, en lovende kombination der generelt peger på god kvalitet.
Alt i alt er kvaliteten god, men bør ikke betragtes som en stor årgang.

Skrevet af vinmager Franck GRUX, Puligny Montrachet, 2009 
 
 
 
 
Olivier Leflaive årgang 2007:
 
Vinteren 06-07 var generelt mild, med temperaturer sjældent under nul. Vegetationen begyndte at røre på sig tidligere end sædvanligt, med spiring omkring den 15. marts. Væksten var ikke helt regelmæssig på de enkelte parceller. April var meget varmt, og maj fortsatte med at være både varm og tør, så de mere fremmelig parceller startede blomstring fra den 20. maj. Fra denne dato satte køligere vejr ind hvilket betød, at de mindre fremmelige vinstokke oplevede en lang og vanskelig blomstring (millerandage).
 
Juni bragte tilstrækkeligt med regn til at svulme druerne op. Druerne begyndte at tage farve i midten af juli, men vejret var ikke godt, vi oplevede uhørt meget blæst i den tidlige sommer sæson.
 
Fra 15. august satte smukt, varmt vejr ind og det opholdt sig i området helt frem til udgangen af september.
 
Høst datoer for Pinot Noir: 28. August  - 8. September 
Høst datoer for Chardonnay: 3. - 18. September
 
Kvalitet af 2007:
 
Pinot Noir i Côte de Beaune: Druerne var mindre i 2007, men der var flere af dem end i 2006. Modenheden var ikke homogen, og det var vigtigt omhyggeligt at sortere druerne for at sikre, at kun dem, der var fuldt modne gik med i produktionen. Vinene besidder god farveintensitet, frugtsødmen er upåklagelig, tanninen fin, men de er ikke særlig koncentrerede. Kan på visse punkter sammenlignes med 97.
 
Chardonnay i Côte de Beaune og Côte Chalonnaise: Det gode vejr tillod os at vente, indtil det optimale høsttidspunkt. Druerne blev høstet med perfekt modenhed. Som i 2004, var mængden af druer ganske god, sukker-niveauet ideelt, og duernes sundhed nær det perfekte. Kun syreindholdet var en smule overdrevet (først og fremmest, æblesyre). Der blev skabt hvidvine med et langt liv i 2007.
 
Skrevet af vinmager FRANCK GRUX, Puligny-Montrachet, 2008
 

Fragt
Facebook