Pulenta Estate
Man mener at kunne sige med sikkerhed at den første vinmark i Argentina blev beplantet i 1557. Man kan vel med nogen ret sige, som europæer, at vindyrkning er et nyere fænomen i Argentina. På trods af dette, så er landet i dag et af de mest produktive vinlande i verden, og vel nok et af de vinlande i verden hvor udviklingen er gået stærkest inden for de seneste 10 år. Der er kommet moderne teknologi, nye idéer og vel vigtigst af alt, penge til argentinsk vindyrkning. Det er ikke længere siden end 1996, at Wine Spectator omtalte Argentina som en ”sovende gigant”. Det ville være synd at bruge de samme ord i dag. Grotesk nok, så var det da argentinsk økonomi lå mest i ruiner, at ”giganten” vågnede. Pludselig var Argentina et af de billigste lande at investere i for internationale vinfirmaer, og de fandt hertil fra stort set alle verdensdele.
Rent klimatisk så minder de argentinske vinmarker en del om dem man finder i Chile på den modsatte side af Andesbjergene. Mendoza, som er Argentina´s vigtigste vinregion ligger da også på samme breddegrad som Santiago og Chile´s vigtigste vinregion: Maipo Valley. Det er kombinationen mellem stegende hede dage, lav luftfugtighed og kølige nætter der er hemmeligheden bag de nærmest uhørt sunde og velsmagende druer der skabes på disse kanter. Den lave luftfugtighed skyldes,
at det nødvendige vand sjældent kommer som regn, det kommer som smeltevand fra Andesbjergene.Mendoza er inddelt i flere underregioner, men det område som anses for at være det ypperste, er de højt beliggende marker i og omkring byen Lujan de Cuyo syd for Mendoza by. Området omfatter bl.a. regioner som Alto Agrelo og Lunlunta. Markerne ligger i 800-1100 meters højde, hvilket gør klimaet særdeles velegnet til de gamle Bordeaux-druer: Petit Verdot, Cabernet Franc, Malbec og Sauvignon Blanc. Ingen af disse druer holder af for megen varme og de har det heller ikke godt med høj luftfugtighed - da de let angribes af råd.
Malbec er i sandhed gået hen og blevet en specialitet for argentinsk vindyrkning. Der er nærmest ikke andre i verden der har taget druen til sig, som argentinerne, og med de fremskridt man har gjort indenfor vindyrkningen i de senere år er Malbec blevet endnu mere interessant end den var for bare 10 år siden. Man er nu meget omhyggelige med at finde den rigtige jordbund, de rette klimatiske betingelser, og vinifikatioenen er forbedret så meget, at argentinsk Malbec nu hører til i den absolutte elite på den internationale vinscene. Malbec blev bragt til Argentina af emmigranter i slutningen af 1800 tallet. I Bordeaux er druen næsten forsvundet. Malbec eller Cot, som den hedder på fransk, bliver let angrebet af meldug i fugtige omgivelser som dem man finder i Bordeaux, – det har man ingen problemer med i Lujan de Cuyo.
Petit Verdot er også en af de druer, som næsten er forsvundet fra Bordeaux grundet druens problemer med luftfugtigheden i området. Cabernet Franc ses stadig i Bordeaux, men da især i Saint Emilion og Pomerol. På Medoc-halvøen er den i dag nærmest ikke-eksisterende. På Pulenta Estate kan man godt lide Cabernet Franc, endda så meget at man i dag udbyder en varietal vin på druen, og såmænd også eksperimenterer med en sent-høstet variant, der kun forefindes i få flasker og ikke frigives til salg hvert år.
Familien Pulenta har ganske vist været involveret i vindyrkning i Argentina i en række år, men valgte i år 2000 at etablere deres eget vineri. Intet skulle overlades til tilfældighederne, så der blev investeret i nogle af de bedst beliggende marker i Lujan de Cuyo, samt i et topmoderne produktionsapperat. Således består ejendommen i dag af 135 hektar vinmarker i områderne Lujan de Cuyo og Alto Agrelo. Vinstokkenes gennemsnitsalder er mellem 15 og 20 år. Investeringen har ikke været forgæves. Vinene fra Pulenta Estate kan beskrives med et ord: ”klasse”. Det gode ved vinene fra Pulenta Estate, er så at de ikke koster som havde de klasse!
| Produkt | Pris | Tilbud | Spar | |
| La Flor Rosé, Malbec, Pulenta Estate | DKK 89,00 | »» | ||
| La Flor Malbec, Pulenta | DKK 89,00 | »» | ||
| La Flor Sauvignon Blanc, Pulenta | DKK 89,00 | »» | ||
| Chardonnay, Pulenta, Argentina | DKK 115,00 | »» | ||
| Malbec, Alto Agrelo, Pulenta | DKK 170,00 | »» | ||
| Gran Cabernet Franc, Pulenta Estate | DKK 250,00 | »» | ||
| Gran Malbec, Alto Agrelo, Pulenta | DKK 250,00 | »» | ||
| Gran Corte, Alto Agrelo, Pulenta | DKK 250,00 | »» | ||
| 6 flasker La Flor Malbec, Rosé | DKK 534,00 | DKK 450,00 | SPAR 16% | »» |
| 6 flasker La Flor Sauvignon Blanc | DKK 534,00 | DKK 450,00 | SPAR 16% | »» |
| 6 flasker La Flor Malbec, Pulenta | DKK 534,00 | DKK 450,00 | SPAR 16% | »» |
| Pulenta Estate, Argentina - Prøvekasse | DKK 790,00 | DKK 700,00 | SPAR 11% | »» |



